H.C. Andersen Marathon
H.C. Andersen Marathon
Søndag d. 28. september er der igen H.C. Andersen Marathon i Odense, nu for femtende gang. Det er et motionsløb, hvor byens historie og eventyrene spiller én et puds, når man løber igennem de gamle gader. De gader hvor Hans Christian Andersen engang selv har sat sine fødder – dog ikke iført løbesko.

Skrevet af Eva Munk Nielsen, 23.09.2014
Redigeret af Sandie R. Olesen
H.C. Andersen Marathon og andre løb
H. C. Andersen Marathon har eksisteret siden år 2001, og siden da har mange deltaget i løbet. Desuden har organisationen bag løbet skabt andre projekter i form af forskellige typer løb og træning i den eventyrlige by, Odense.
Ud over Marathon løb vil der på dagen også være ½ Marathonløb for kvinder, ½ Marathonløb for mænd og MiniMarathon for børn/unge, så der er rig mulighed for at få alle med.
Tidligere deltager om løbet
Løberen Ole Fogh Nielsen deltog i H.C. Andersen Marathoni år 2013 og udtaler, at det er et rigtig fint løb at deltage i: “Det er organiseret og der er en god stemning fra start til slut. Desuden, så er det et rigtig godt løb, men selvfølgelig også hårdt i benene efter 42 km”.
I H.C. Andersens fodspor
Løbet starter ved Odense Idrætspark og slutter ved Atletik Stadion. Ruten kan findes på hcamarathon.dk, den er 21,097 km. Og derfor skal Marathon løberne ad samme rute tilbage for at nå i mål, hvor de indledte deres løb.
Ruten går igennem Odenses indre by og snurrer sig gennem mere end 40 gader. Forskellen mellem højeste og laveste punkt på ruten er 21 m. Marathons ruten går for at være en hurtig, flad rute, der er velegnet til debutløb.
Marathon ruten passerer forbi den velkendte tur i H.C. Andersens fodspor, som starter ved H.C. Andersens hus i Bangs Boder 29, 29 Bangs Boder Odense C ogfører videre til Fødehjemmet – Sortebrødre Torv – Fattiggården – Vaskepladsen – Statuen bag Domkirken – Odense Tugthus – Barndomshjemmet – Sankt Knuds Kirke – Odense Rådhus – Gråbrødre Hospital – Odense Slot og slutter ved det trettende punkt på turen, Sankt Hans Kirke.
En eventyrlig medalje
Efter endt hel-marathon tildeles deltagerne en medalje. Sidste års motiv på forsiden var et billede af HCA i profil, mens medaljens bagside var inspireret af H.C. Andersens eventyr “Kejserens Nye Klæder“, som blev udgivet i 1837.

Bagsiden af en medalje fra H.C. Andersen Marathon 2013. Medaljen indeholder en illustration af H.C. Andersens eventyr: Kejserens nye klæder.
Det er interessant, hvordan fortiden præger nutiden. Hvad ville H.C. Andersen tænke, hvis han kunne se, hvordan hans værker stadig lever og præger nutidens kultur og samfund? Det er fantastisk, at hans eventyr stadig har så stor en plads i vores kultur i dag, både i Danmark og på international plan – også i forbindelse med kulturelle og sportslige begivenheder.
Må alle de deltagende løbere få sig et eventyrligt løb på søndag 🙂