Eventyret

Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge – og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid – og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.

Faaret – et nydeligt lille Faar – var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.

Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.

Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.

Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.

Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.

Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.

Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.

Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.

Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.

De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –

Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger –

H.C. Andersen.

Om eventyret

”Tællelyset” blev fundet i oktober 2012 af slægtsforskeren Esben Brage i Landsarkivet for Fyn. Brage fandt eventyret i en arkivkasse fra Rigsarkivet vedrørende familien Plum. Materialet i arkivkassen var blevet indsamlet omkring 1900 af personalforskeren Gerhard L. Grove. Grove skulle bruge materialet til sin bog Slægten Plum (1903). Statens Arkiver offentliggjorde ”Tællelyset” d. 13. december 2012.

Litterært set er »Tællelyset« ikke på niveau med de mere modne og formfuldendte eventyr, som vi kender dem fra H.C. Andersens hånd, forklarer forskningsbibliotekar Bruno Svindborg fra Det Kongelige Bibliotek og professor, dr.phil. Johan de Mylius fra H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet (SDU) til Politiken. Ifølge eksperterne er der tale om en ungdomstekst, som de anslår til at være fra hans skoletid.

Eventyret var skrevet på to foldede ark papir sammenbundet med en rød tråd, og eventyrets omslag var et fint, lille sammensyet hæfte med et bemærkelsesværdigt titelblad, der var skrevet med blæk:

”Til Madame Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen.”

Vurderinger af Esbens Brages fund angiver, at eventyret er en afskrift af et af H.C. Andersens tidligste værker – det tidligste eventyr, som vi kender, fra H.C. Andersens hånd. Eventyret var betitlet: ”Tællelyset”.

Videre om ”Tællelyset”

Dateringen og verificering af eventyret

Slægtsforskeren Esben Brages fund af ”Tællelyset” betragtes som et afskrevet eventyr. H.C. Andersen har angiveligt foræret Madam Bunkeflod manuskriptet til ”Tællelyset”. Madam Bunkeflod døde d.2. februar 1833, og da H.C. Andersen har dedikeret sit eventyr til hende, må eventyret være af ældre dato. Venskabet mellem H.C. Andersen og Madam Bunkeflod skriver Andersen om i Levnedsbogen:

“Bunkeflod var død men hans Enke og Søster levede i Odense og boede ligeover for mine Forældre, derved kom jeg ind i Huset, de kunde godt lide mig´, jeg maatte læse højt for den gamle Jomfrue, synge Viser og fik saaledes der et Hjem, naar min Moder var ude.” (s.32)

Eventyret er et tingseventyr, hvori ’døde genstande’ besjæles. H.C. Andersen fremtræder i litteraturhistorien som den forfatter, der først beriger livløse genstande med et sjæleliv, heri tæller eventyr såsom ”Den standhaftige Tinsoldat”, ”Tepotten”, ”Stoppenålen”.

Det er ved at kigge på sproget og dets modus muligt at vurdere, at eventyret må være skrevet af en meget ung Andersen. Modus og sprog i ”Tællelyset” peger på, at der er tale om et ungdomsarbejde, da ordvalget og sprogtonen er præget af en vis form for usikkerhed, som ofte kan findes hos unge mennesker, der endnu ikke har tilegnet sig sit eget sprog og netop derfor skriver op ad et sprog, som de har beundret hos andre. Da, der er tale om en afskrift, er det muligt, at afskriveren har forsøgt at bedre sproget, men dette vides ikke, eftersom originalen ikke findes. Til sammenligning af Andersens andre skriverier og værker forud for år 1833 ses, at Andersens tidligt fik et smukt greb om sit sprog og sin sprogtone.

Det materiale, som eventyret er skrevet på og med, spiller en rolle i dateringen. Blækket er jerngallus, som blev anvendt på H.C. Andersens tid. Selve papiret er præget af et vandmærke, der stammer fra Honigs papirmølle i Zaandijk i det nordlige Holland. Vandmærket forestiller på det ene halvark en bikube på en retankulær basis og bærer på det andet halvark signaturen ”C&I Honig”, hvilket indikerer, at papiret er fremstillet ml. 1817 og 1833.
”Tællelyset” dateres til at være et af Andersens tidligste digteriske forsøg fra omkring 1819-1825, hermed er eventyret det ældste eventyr, som vi kender til fra H.C. Andersens hånd.

Madam Bunkeflod og H.C. Andersen

Titelbladet på eventyret ”Tællelyset” lyder: ”Til Madame Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen”. Det bemærkelsesværdige ved titelbladet er navnekonstellationen – Madam Bunkeflod og H.C. Andersen – da familienavnet Andersen er almindeligt, mens det forholdte sig anderledes med Bunkeflod. Bunkeflod nedstammer fra en dansk præstefamilie, der ved sit virke i den skånske by Bunkeflod tog bynavnet som patronym i begyndelsen af det 17. århundrede. Fra denne familie nedstammede digterpræsten, Hans Christian Bunkeflod, ved Sct. Hans kirke i Odense. Efter præstens død blev enkefruen, Madam Marie Bunkeflod, Madam Marie Bunkeflod, deres fem børn i aldrene fra 2-15 år og hendes svigerinde, Anna Margrethe, tilstået en lejlighed i Eilschous Boliger.
Dengang H.C. Andersen var barn, boede der i Eilschous Boliger flere agtværdige damer. Og Andersen var en hyppig gæst hos Madam Bunkeflod, da de delte litterære interesser og var så godt som naboer. Madam Bunkeflod boede lige over for friskomageren Hans Andersen, H.C. Andersens far, i Munkemøllestræde.

Madam Bunkeflod blev enke i en alder af 38 år, da hendes mand Hans Christian Bunkeflod døde d. 2. februar 1805 – samme dag som H.C. Andersens forældre blev gift. Hans Christian Bunkeflod var sognepræst ved Sct. Hans Kirke og hørte til den gruppe af præster, der var tilhængere af den såkaldte rationalistiske teologi, hvori tilværelsens hårde side måtte have en mening. Selvom ulykke virker ubegribelig, beviser den derigennem , at sjælen er udødelig. Det må den være, da det skaber balance. Balancen skabes i det hinsides, og gennem denne retfærdighedsforståelse ligger bevistførelsen for sjælens udødelighed. Hvad der i det jordiske liv virker den ene vej, må i det himmelske virke den anden. Det nytter ikke at lede efter meningen i det jordiske, som moderen i ”Historien om en Moder” gør [1]. Den rationalistiske teologi mener, at meningen eller livskaldet ligger i at tro.
”Historien om en Moder” er et eventyr af H.C. Andersen. Eventyret udkom i 1847 og handler om en mor, hvis barn bliver hentet af døden, hvilket moren ikke kan accepterer. Denne fornægtelse og sorg sender hende ud på en rejse for at finde barnet og bringe det hjem.

H.C. Andersen og Madam Bunkeflod havde et nært bånd, hvilket kunne skyldes tab. Madam Bunkeflod mistede hendes mand samme dag, som H.C. Andersens forældre blev gift, 2. februar 1805, og hendes yngste søn, Tyge Josias, blev kun 11 år, da han druknede for enden af Munkemøllestræde ved broen over bagåen d. 21. juni 1813. Samme år som Madam Bunkeflods søn døde, mistede H.C. Andersen sin far. Samtidig havde H.C. Andersen et navnebroderskab til Madamens afdøde mand, hvilket også kan have haft en rolle i deres venskab. Drengenavnet Hans Christian var ikke et hyppigt forekommende navn, måske fik H.C. Andersen endda sit navn efter præsten, eftersom hans forældres bryllupsdag lå samme dag som hans død.
Når tabet af præsten føltes tungest for Madam Bunkeflod og Anna Margrethe Bunkeflod, så var glæden og mindet hos genboen på bryllupsdagen på sit højeste: ”Enkesløret sys om til Brudeslør” fra H.C. Andersens roman Kun en Spillemand.

[1] (Kilde: Askgaard, Ejnar Stig: ”Til Madame Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen” – Historien om et fund: I Anderseniana 2013. Forlaget Odenses Bys Museer.)