Mit Barndoms Hjem

Af H.C. Andersen

Nær Odense-Munkemølle
Hvor Klostret sank i Gruus,
Der stod, som Du seer her i Billed,
Et lille Bindingsværks Huus.

Hvor var der festligt derinde,
Naar Pintseklokkerne klang;
Smaa hvide Sommergardiner
I Solskin om Vinduet hang.

Sancthansurt blev sat i Bjælken,
Og Kakkelovnen fik Glands,
De duftende Birkegrene
Stod der med Skovmærkekrands.

Een Stue, et lille Køkken –
Og dog Alt saa stort og godt.
Der leged’ jeg Juleaften,
Som siden paa intet Slot.

Og Risengrøden og Gaasen
Og Gnavposen – ! hvilken Fest!
Vor Jord er velsignet – det føler
I Barndoms-Hjemmet man bedst!

Barndomshjemmet og HCAs fodspor

Læs mere om H.C. Andersens barndomshjem, dukketeater, museum og om Odenses fodsporsrute – en rute der går i Hans Christians Andersens fodspor rundt i Odense, der blandt andet slår vejen forbi hans barndomshjem i Munkemøllestræde.

Odense Museum, Ejnar Stig Askgaard, skriver om Mit Barndoms Hjem:

“Digtet giver et ganske idyllisk stemningsbillede af barndommens hjem – sådan synes det i hvert fald for nutidens læsere af digtet. Dengang, i 1875, blev det nok læst i en anden – og mere dyster – sammenhæng: For det skrev sig som kontrast op imod den elendighed, som billedet det fattige hjem rent faktisk repræsenterede, og som de fleste danskere dengang kun smerteligt kunne nikke genkendende til. Derfor er der god grund til at kikke bagom de forskønnende ord og ikke kun dvæle ved “de kjæreste Barndomsminder” – men at bruge et større perspektiv.

Når Andersen afsluttede sit digt om Barndomshjemmet med ordene: “Vor Jord er velsignet – det føler/ I Barndoms-Hjemmet man bedst!”, lå lykkefølelsen, som H.C. Andersen i digtet søger at indkredse, givetvis i det simple faktum, at barndomshjemmet var det eneste hjem, hvor digteren havde levet et familieliv. Siden den dag, den 4. september 1819, da den 14-årige skomagersøn forlod Odense, delte han ikke adresse med andre, men måtte derimod på godt og ondt henleve resten af sit liv i eget selskab.
Ensomheden var en tung skæbne; derfor så den gamle digter i sit vintergrønne nok den største rigdom i det fattige hjems arbejdsomme familieliv, hvor højtiderne markerede samværet på det festligste og stærkeste: “Der leged’ jeg Juleaften,/ Som siden paa intet Slot.“”