H.C. Andersens eventyr – Ove Sprogøes Plads
H.C.Andersens eventyr på 16 sprog
Skrevet af Isabelle Guldberg
Playspot for prinser og prinsesser
Mandag den 29. september fik Odense fint besøg af H.K.H Kronprinsesse Mary. På Ove Sprogøes plads i Odense centrum er åbnet en helt ny legeplads, og den blev naturligvis erklæret åben på fornemmeste vis. Legepladsens åbning markerede samtidig startskuddet til Odenses internationale konference Child in the city.
Legepladsen er lavet af Kompan og står med pragt og lyser op i Odenses gadebillede, med tårne, rutsjebane, klatrevæg og ikke mindst H.C. Andersen fortællinger som passer perfekt ind i H.C. Andersens fødeby.
Ove Sprogøes Plads
Åbningen af konferencen Child in the city, løber af stablen på Syddansk Universitet, og har fokus på børns ret og mulighed for at lege og være frie i indre by. Kronprinsessen ankom til Gråbrødre plads, som er en del af den populære fodsporsrute ”I H.C. Andersens fodspor”, kl. 13.00 og tog efter indvielsen af legepladsen videre til Syddansk Universitet.
I Odense centrum fik Kronprinsesse Mary desuden følgeskab af H.C. Andersen Paraden, i flotte udklædninger passende til H.C. Andersens eventyrfigurer.
På legepladsen er det muligt, via apps på legeelementerne, at hente H.C. Andersens eventyr på 16 forskellige sprog. Dette vil især være et populært tiltag for de mange H.C. Andersen fans der i hundredvis besøger Odense by hvert år.
Byens børn har allerede indtaget legepladsen til stor glæde for dem, men også til mindre glæde for forældrene, der ikke kan få deres små prinser og prinsesser med hjem fra den finurlige legeplads. Legepladsen er i den grad en tidsrøver, men vi er sikre på, at de glade børns ansigter er det hele værd for forældrene når alt kommer til alt.