Forvirrende Fodsporstur i H. C. Andersens Fodspor
Forvirrende Fodsporstur
Af Malene Hesselholt Laursen, d. 12.08.2014
I sidste uge startede Isabella og jeg i praktik hos Visit Andersen Aps. VisitAndersen.dk er et internationalt online univers for H. C. Andersen, og
VisitAndersens kontor har fysisk beliggenhed i Brandts Passage i Odense.
Som en blid opstart foreslog vores vejleder, at vi tog en dag rundt i Odense for at samle data omkring H. C. Andersen – mærke H. C. Andersen – opleve H. C. Andersens Odense. Og intet var mere oplagt end at gå i Hans Christian Andersen fodspor. Men turen skulle vise sig at blive en forvirrende omgang.
Det er også muligt at opleve vores tur rundt i H.C. Andersens Fodspor i en billedfilm eller at læse om ruten i H.C. Andersens fodspor.
I H. C. Andersens Fodspor
Odense har en rute, som er kaldt: ”I H. C. Andersens Fodspor”. Fodsporsruten er kaldt således grundet, at ruten er markeret med røde fodspor rundt i Odense.
Rutens fodspor ses både på brosten, fortove og på enkelte sten lagt i græsset tæt op ad rutens stier. Fodsporene symboliserer altså en gåtur i hælene på HCA, og ruten indeholder 13 punkter. De 13 punkter er afmærket med messingskilte, som ligger ud for punkterne. Disse skilte indeholder punktets navn og titel samt en afbildning af fodsporsruten med 13 punkter.
Men rutens 13 punkter stemmer ikke overens med de ruter, der er tilgængelige på f.eks. odense.dk – Oplev,Odense.dk eller som er at finde i apps som OdensesGuide eller Odense HCA Tour Guide. Bortset fra app’en Andersens Odense af Odenses Bys Museer.
Om det er forvirrende teknologi, kvinder på tur eller bare dårlig kommunikation er et godt spørgsmål – Ingen ved det, men alle taler om det.
Odense Kommune og H. C. Andersen Guide
På Odense Kommunes hjemmeside www.odense.dk er det muligt at finde flere slags informationer om Odense. Heriblandt også om H.C. Andersen. Via odense.dk er det muligt at blive navigeret over til www.oplev.odense.dk, hvilket er om oplevelser og kultur i Odense – og selvfølgelig også om H. C. Andersen.
På oplev.odense.dk klikkes der videre ind på H.C. Andernsens Odense. Her reklameres med, at der er alt om HCA, ”som man bør vise sine gæster”. Sitet anslår, at brugeren vil blive en god H. C. Andersen-guide, hvilket må antages for at gøre brugeren vidende og ekspert på området: ” Med denne hjælpende hånd bliver du forhåbentlig en fantastisk H.C. Andersen-guide”.
En tur i H.C. Andersens fodspor – folder
Under oplev.odense.dk gives en folder: ”En tur i H.C. Andersens fodspor” – samme folder som visit-odense udbyder. Netop denne folder og vendingen ”En tur i H.C. Andersens fodspor” har vi hos Visit Andersen hørt så meget om både blandt odenseanere, SDU studerende og familie – også uden for Fyns land.
Hvis man bladrer videre i folderen, bliver man introduceret for de forskellige steder, man kommer til at besøge ved at følge denne rute. Som de selv skriver, kan man læse folderen: ”og derved forberede dig lidt på turen, så du kender de forskellige steder, og kan fortælle om deres betydning. ”
I slutningen af folderen er et overskueligt kort. Kortet viser dig alle de steder, ruten vil føre dig hen, og som du lige har læst lidt om tidligere i folderen.
Umiddelbart er det et rigtig godt udgangspunkt, inden man skal afsted på en gåtur igennem Odenses gader, parker og stræder. Vi printede folderen ud, så vi kunne bruge den som guide.
Vi ville dog også prøve at være lidt mere højteknologiske og hentede de apps som oplev.odense.dkogså anbefaler. Apps i flertal er måske så meget sagt, da linket via deres hjemmeside fører hen til Android Google Play, og ikke Apples App Store. Så indtil videre kunne vi kun hente appen til en android-telefon – godt for os at vi ikke alle sad med en iPhone.
Kigger man videre på HCA-siden på oplev.odense.dk, kan man se at de henviser til en anden smartphone guide, nemlig OdensesGuiden. Denne app er en del svære at finde frem til, både i App Store og Google Play. Man bliver anbefalet at scanne QR koden direkte på siden – men det duer ikke, da ingen af os bruger QR koder. Hvis man ikke vil det, kan man som det videre anbefales: ”søg på Odense i App Store eller Android Market og vælg Odensesguide!”. Desværre kommer der via Google Play ikke noget op om OdensesGuide. Faktisk er det først, når man søger direkte på OdensesGuide, at man finder deres app. Via App Store går det lidt nemmere med at finde den omtalte app, OdensesGuide.
Fodspors Apps
Inden vi tog afsted på turen, afprøvede vi guiden på begge slags smartphones. Som Oplev.Odense.dk så fint beskriver, fandt vi frem til et link Fodsporsruten, nemt og elegant. Mindre nemt var det at åbne den. På begge telefoner fik vi en fejlmelding med beskederne: ”Denne kanal har ikke noget indhold lige nu. Kanalen bliver løbende ajourført” og ”Kunne ikke hente kanalens indhold. Prøv venligst igen”. Men lige lidt hjælper det, efter flere forsøg måtte vi opgive at få ruten på vores mobiler via app’en OdensesGuide.
Men vi gav ikke op – der måtte være en eller anden form for app til at hjælpe os ude på ruten. Med et par søgninger fandt vi frem til en app til en Android mobil, der hedder Odense HCA Tour Guide, udviklet af www.digimobile.dk . Den hentede vi ned, og så tog vi på tur.
Vi havde nu både kort over ruten med i fysisk papirform og i form af en app, nu kan det da ikke gå galt.
Følg sporene, følg ruten digitalt, følg forvirringen
Men ak, det var måske for naivt tænkt af os. Ud over en lille detour ind forbi Lotzes have og H. C. Andersen Paraden bevægede vi os over mod punkt nr. 1, som ifølge både oplev.odense.dksguide og Odense HCA Tour Guide er H. C. Andersens hus, det lille hus på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder. Men da vi svinger ind på de brostens belagte gader i Bangs Boder, begyndte vi at lægge mærke til fodsporene, som vi antog var dem, vi skulle følge. Vi fulgte dem hele vejen hen til H.C. Andersens hus – Museet, hvor vi kunne se, at turen var mærket som punkt nr. 1.
Det vil altså sige, at både Oplev.Odense.dks guide og Odense HCA Tour App’en giver forkerte informationer fra start af. Da de anslår, at punkt nr. 1. er H.C.Andersens hus, som ligger på hjørnet.
Vi blev enige om, at det nok bare er en fejl og fulgte de markerede fodspor videre. Vi forventede nu at komme til punkt nr. 2, som i følge vores fysiske og digitale guides, er Sortbrødre torv. Men da vi fulgte fodsporene, stopper de ved, hvad vi først troede var starten på Fodsporsturen og hvad vi ville kalde hans hus. De bliver på de fine messingskilte kaldt for Fødehjemmet, og er indsat som nr. 2 punkt på ruten.
Kvinder og kortlæsning
Vi kiggede forvirret på det fysiske kort og vi kunne ikke finde ud om, det er 3 kvinder, der ikke kunne læse et kort, eller om det var oplev.odense.dk,der har lavet en fejl.
Desværre er Android app’en enig med det fysiske kort – så forklaringen kunne vi endnu ikke finde. Vi bestemmer os for at følge fodsporene rundt, for der må på et tidspunkt komme en forklaring på, hvorfor punkterne ikke stemmer overens.
Vi gik videre til Sortebrødre torv, Fattiggården, Vaskepladsen, hen til Statuen i parken og videre til Tugthuset. Som alle andre steder, passer messingskiltenes numre ikke med vores guides. Messing skiltene på det enkelte steder er simplethen et punkt foran i forhold til vores guides. Da vi gik fra Tugthuset, kiggede vi endnu engang i guidenene og blev enige om at næste sted måtte være Bispens gård. Vi fulgte fodsporene, som førte os ned til Barndomshjemmet. Så var forvirringen total – hvor er Bispens Gård henne?
I følge vores guides burde dette være næste punkt, altså punkt nr. 7. Men da vi ankom til Bardomshjemmet og kiggede ned, stod der fint på messingskiltet: ”Barndomshjemmet – punkt nr. 8”. For første gang stemte vores guides overens med skiltnene i jorden. Det samme gjorde de efterfølgende på resten af ruten: hen til Skt. Knuds Kirke, Odense Rådhus, Gråbrødre Hospital, Odense Slot og til sidst Skt. Hans Kirke.
Ikke opdaterede ændringer
Så gav det mening. Grunden, til at guidene ikke stemmer overens med selve ruten, skyldes, at det ene punkt er blevet fjernet og et nyt er blevet sat ind. Man har simpelthen valgt at starte ruten ved selve Museet i stedet for Fødehjemmet og endvidere slettet Bispens Gård fra ruten. Men man har ikke valgt at opdatere guidene. www.digimobile.dk’s app er så godt som undskyldt, da de ikke har en direkte sammenhæng med Odense Kommune. Altså er det et selvstændigt firma, som har valgt at lave en app om Fodssporsturen – medmindre der er tale om et bestillingsarbejde. Men Odense Kommune er i den grad ikke undskyldt. Deres egen, ja egen, rute som ligger tilgængelig på deres side er ikke blevet opdateret med den nye rute, altså med ét nyt og ét slettet punkt!
Ruten passer fint, hvis man en dag beslutter sig for at tage på museum og for at se nogle fine fodspor. Vælger man at følge dem rundt, kommer man fint fra sted til sted. Der er dog ingen længere beskrivelser på messingskiltene, og hvad gør man så. De fleste med en smartphone vil nok bruge internettet til at søge informationer. Googler man HCA Fodspor kommer man ind på oplev.odense.dks side og kan altså finde den uopdateret rute, dog med fine beskrivelser, eller kan det være at man finder den app, der ikke virker!
Andersens Odense – app’en der dur til en gåtur
Først til sidst fandt vi frem til en helt tredje guide – en app man kan hente ved at taste siden ind, der står i bunden af messingskiltene – www.andersensodense.dk .
Her bliver man ført ind til det, man kan kalde de rigtige guides. Her er det muligt at hente en app, både til android og apple – og en papirguide.
I både app’ene og papirguiden er alt opdateret. Punkt nr. 1 er H.C. Andersens Hus, altså Museet og Bispens Gård er ikke længere at finde.
Både app’ene og papirguiden er designet i bedste H.C. Andersen stil med grønne og guld farver, papirklip og bedst af alt findes en masse informationer.
Turistforvirring – lad fodsporene guide dig
Når man så sidder efter en tre timers tur – som i Oplev.Odense.dk i øvrigt påstår kun tager 1-1½ timen – og skal vurdere de hjælpemidler, man først har fået, får man faktisk lidt ondt af de kære turister, der valfarter til Odense for netop at få lidt H.C. Andersen info.
Man må stærkt gå ud fra at Oplev.Odense.dk er lavet til turister. Desværre er fodsporsturen ikke lavet af Oplev.Odense.dk, men derimod Odense Bys Museer, hvilket ikke burde gøre nogen forskel, idet begge er en del af Odense Kommune. Det bliver desværre bare et problem, når to instanser ikke kan finde ud af at kommunikere med hinanden. Enten har Odense Bys Museer ikke informeret Oplev.Odense.dk om, at ruten er blevet ændret og at Oplev.Odense.dk derfor også burde ændre deres materialer, eller også har Oplev Odense ikke gjort den store indsats for at holde sig opdateret om ændringer i den ellers så fremhævede rute – rundt omkring i Odense hænger store bannere og på flere hjemmesider omkring Odense findes bannere med H. C. Andersen ruten.
Men uanset hvor bruddet i kommunikationen er, så gavner det ikke ligefrem Odense Kommune eller såvel turisterne, at der ligger forkert matierale fremme på Odense Kommunes sider.
Vi er tre piger, der arbejder, studerer og henholdsvis bor i Odense, og vi blev forvirret. Vi for ikke vild, men forvirringen var stor – og hvis vi bliver forvirrede, mon så ikke turisterne har det på samme måde.
Stakkels turister. Stakkels H. C. Andersen. Stakkels Odense. Bare man kunne finde ud at kommunikere og finde vej.