23. december – Den Flyvende Kuffert
Den Flyvende Kuffert
23. december
Skrevet af Sandie R. Olesen, Illustration af Eva Munk Nielsen
De fleste har formentlig hørt om eventyret, set den som en statue, oplevet TIVOLIs forlystelse af navnet Den Flyvende Kuffert. Eventyret i sig selv minder om andre eventyr, f.eks. Walt Disneys Aladin med sit flyvende tæppe og sin magiske ånd, der vil vinde prinsessens hjerte. Men de færreste har nok tænkt over H.C. Andersens eventyr om kufferten i forhold til han forfatterskab og andre eventyr. Vi har skrevet et resumé af eventyret og fundet et lille uddrag fra SDU og Fyens.dk om eventyret sat i perspektiv til H.C. Andersens andre eventyr.
Mayken Gonzáles Backlund har illustreret Den flyvende kuffert. Det er muligt at bestille en unik illustration af eventyret eller af et hvilket som helst andet eventyr ved at henvende sig til VisitAndersen på visitandersen@gmail.com
Se H.C. Andersen illustrationerne her
Den flyvende kuffert – spoiler alert
Eventyret Den flyvende kuffert
Den flyvende kuffert er et om en rig købmandssøn der ikke har evnen til at spare på sine penge. En dag ejer han næsten intet, og får af en af sine venner tilsendt en kuffert. Kufferten er magisk, den kan flyve, og den flyver ham langt væk til tyrkernes land.
I tyrkernes land får han øjnene op for en smuk prinsesse på et slot. Han besøger hende og udgiver sig for at være tyrkerguden. Han fortæller hende de smukkeste historier om hendes udseende, og til sidst frier han. De skal nu giftes, men det kan kun lykkedes, hvis købmandssønnen skriver og fortæller en historie, der kan opfylde nogle bestemte krav. Disse skal fortælles til kongen og dronningen. Købmandssønnen fortæller historien om svovlstikkerne med storhedsvanvid, og kongeparret giver de unge elskende deres velsignelse.
Men brylluppet kommer ikke til at stå. Købmandssønnen tager en rejse med kufferten, der bliver hans sidste rejse og han bliver væk fra den ventende prinsesse.
SDU om Den flyvende kuffert
På H.C. Andersen centeret hjemmeside er det muligt at læse om flere af H.C. Andersens mange eventyr. Fra et indlæg fra de internationale HCA – konferencer, skriver Niels Ingwersen om sit foredrag om de indskudte historier i H.C. Andersens eventyr.
I resuméet skriver Ingwersen om Den flyvende kuffert:
“I rammen om “Den flyvende Kuffert” træffer vi en forkælet hovedperson, som dog er snedig nok til at indse, ligesom Lille Claus, at man kommer frem og op i verden ved at fortælle historier, dvs. ved at “begå” kunst. Hovedpersonen lærer hurtigt, at ved at udgive sig for noget man ikke er, som én der er langt højere på strå selvfølgelig, kommer man frem og op. Skyggens visdom simpelthen. Måske hører hovedpersonen i “Den flyvende Kuffert” ikke hjemme i samme kyniske kategori som Lille Claus og Skyggen, men også han er et maskemenneske, der fortæller historier med den hensigt at skaffe sig gevinst. Den historie han fortæller er alt andet end uskyldig, for den varsler revolution og fald, dvs. at den udgør en trussel mod publikum – kejseren og hans gemalinde. Igen giver H. C. Andersen en indskudt historie autonomi og føjer derved en dimension til selve eventyret.
Desværre får tekstens historiefortæller, forfører, kunstner ikke lov til at høste resultaterne af sit spil, men lad mig minde om, at i “Loppen og Professoren” bliver det gjort uhyre klart, at den som har sine gode, overbevisende historier parat, klarer sig flot på andres bekostning.”
Kronik fra Fyens.dk
I en kronik: H.C. Andersen og realisemen fra Fyens.dk, d.19. februar 2008 står skrevet om Den flyvende kuffert, at scenevante personer er egoister, og kunsten er kun en illusion og bedrag:
“[…]i “Snedronningen” spore et gradvist og fremsynet tilløb til at udfordre tidens litterære rettesnore. F.eks. var det et solidt romantisk dogme, at kunsten og i forlængelse heraf de udøvende kunstnere var i stand til at (gen)skabe kontakt til en højere guddommelig verden. Men da Gerda er fange hos en ond troldkvinde, og derfor søger råd hos en samling kreative blomster, giver de sig i stedet for at hjælpe hende frejdigt til at optræde med hver deres personlige eventyr, sange og viser.
Andersens (selv)ironiske pointe er så, at disse scenevante personager blot er en samling egoister, som kun vil fortælle om sig selv og deres egne problemer frem for at interessere sig for, hvad deres medmennesker må gå igennem. En tematik, som han også udforskede i andre eventyr så som “Den flyvende Kuffert” (1839) og “Loppen og Professoren” (1872), der begge omhandler kunsten som illusion og i yderste konsekvens bedrag.”