Artiklen er skrevet af Eva Munk Nielsen

Gerda og Kay vs. Snedronningen

Gerda og Kay er barndomsvenner. De bor ved siden af hinanden og tilbringer alt deres tid sammen. De leger, opdager verdens finurligheder og ser på de smukke roser i haven. En dag ændres alt, da et magisk troldspejl smadres i flere tusinde stykker. Nogle af spejlstumperne er små som sandfnug. Hvis et stykke af spejlet får en plads i menneskets hjerte, bliver mennesket ondt og ser pludselig verden med mørke ‘briller’ på.
Kay får et stykke af spejlet i øjet, og pludselig ændres hans syn på verden: “vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke”. Han nyder ikke længere de smukke roser i haven, som han ellers havde gjort tidligere. Alt ændrer sig, og han er pludselig kun tiltrukket af kunstige objekter. Troldspejlet fortryller Kay og får ham til at glemme sin Fader Vor, sin barnetro og til sidst drages han af Snedronningens univers på slottet. Dette gør veninden, Gerda, trist og hun beslutter sig for at tage afsted og søge efter Kay – den ‘gamle’ Kay, som hun kendte så godt.

Kays forvandling

Da Kay drager ud af byen, falder snefnuggene sagte og stormen tager pludselig til. Det er næsten umuligt for den lille dreng at se noget. Han prøver at sige sit Fader Vor, men ordene er forsvundet – det er ikke muligt for ham at huske noget som helst. Han indhylles af sneen og kulden, og han frygter, at han skal dø, men pludselig træder Snedronningen frem. Kulden og frygten forsvinder fra hans sind.

Gerdas lange rejse mod det kolde nord

På Gerdas lange rejse, bliver hun udfordret og oplever mange forskellige ting. På sin rejse møder hun bl.a. den gamle kone, røverfolket, prinsen og prinsessen.
Den gode, gamle kone prøver at få hende til at glemme Kay ved at fjerne alle roser fra den smukke have. Afskaffelsen af roserne skal få Gerda til at blive hos hende. Hun havde nemlig altid ønsket sig en lille pige som Gerda. Men Gerda tager afsted og finder endelig sin vej til slottet. På slottet møder hun prinsen, prinsessen og den søde krage, som hjælper hende på vej videre i hendes søgen for at finde frem til Kay. Hun møder komplikationer, da hun bliver taget til fange af røverfolket, men de lader hende gå, da de ikke kan stå for hendes længsel og kærlighed for Kay. Gerda møder videre på sin rejse et rensdyr, og sammen drager de mod det kolde nord. Desto længere de når mod nord og nærmer sig Snedronningens slot, desto mere tager sneen til.

Fra vinter til sommer

Snedronningens slots vægge er lavet af det fygende sne, og alt er belyst af nordlyset. I midten af Snesalen er en tilfrosset sø, og her finder Gerda endelig Kay efter lang tids søgen. Han er blå af kulde og ligner slet ikke sig selv, hvilket får lille Gerda til at græde: ”da græd den lille Gerda hede tårer, de faldt på hans bryst, de trængte ind i hans hjerte, de optøede isklumpen og fortærende den lille spejlstump derinde; han så på hende […]”.
Kay bliver sig selv igen, og de to børn drager hjemad, hånd i hånd. De er begge forandrede efter deres lange rejse, hvor de har oplevet både gode og dårlige hændelser på vejen.
Desto tættere de kommer på deres hjem, desto bedre bliver vejret og vinteren udskiftes med sommer. Vinteren er et symbol på de dårlige tider; Gerdas frygt for at miste Kay og dét, at Kay var blevet ond. Sommeren er et symbol på den lykkelige slutning; barndommen, roserne i haven og kristendommen, som endnu er bevaret.

Snedronningen som symbolsk fortælling

Snedronningen er en symbolsk fortælling om udviklingen fra barndom til voksenlivet. Både Kay og Gerda skal igennem flere udfordringer for at nå til den anden side, dvs. starten af voksenlivet. På deres vej møder de forskellige karakterer, der symboliserer de forskellige sider af menneskets jeg. Eksempelvis er Snedronningen et symbol på den nyopdagede seksualitet, som samtidig er en trusel mod kristendommen. Dette ses, da Snedronningen kysser Kay, og han kan kun huske sin tabel, men ikke sin Fader Vor. Fortællingen symboliserer et farvel til barndommens uskyld ved at skildre udviklingen fra barn til voksen. Både Gerda og Kay får en pludselig indsigt i deres menneskelige behov og lyster, og på egen krop oplever de livets realiteter, som kan være både gode og dårlige oplevelser.

Personlig udvikling og anerkendelse

Efter deres rejse ud i den vide verden finder de til sidst hjem til den gamle bedstemoder; ”op ad trappen, ind i stuen, hvor alt stod på samme sted som før, og uret sagde: ’dik! Dik!’ og viseren drejede; men idet de gik igennem døren, mærkede de, at de var blevet voksne mennesker.” De sad igen trygt ved de smukke roser i haven, som de kendte så godt. Her; ”sad de begge to voksne og dog, børn i hjertet”.

H. C. Andersen og den personlige dannelsesrejse

H. C. Andersen er kendt for sine fortællinger om den personlige rejse – menneskets udvikling – i Snedronningen er det fra barn til voksen, men også den sociale status, nemlig udviklingen fra fattig til rig indgår ofte i hans eventyr.
I flere eventyr sætter han sit fokus på denne udvikling af individet, f.eks. i ”Den Grimme Ælling”, hvor den grimme ælling over tid forvandles til en smuk svane. Det ses også i ”Klokken”, hvor begge konfirmander bliver oplyst omkring kristendommen, og her er det ligegyldigt,, at den ene er en kongesøn og den anden, en simpel skomagerdreng, som ikke ejer pæne sko.

Læs eventyret Klokken her

Selvbiografisk læsning af Snedronningen

Grunden til denne vinkling i forskellige eventyr er højst sandsynligt selvbiografisk fra H.C. Andersens side. Han kom fra en fattig familie, hvor moderen var vaskekone og faderen skomager, og han var nødt til at forsøge at ”kravle op” af den sociale stige. Denne dannelsesrejse kræver tid, og der er flere forhindringer på vejen, hvilket H.C. Andersen også oplevede, da han forsøgte sig som forfatter i midten af 1800-tallet.

Læs eventyret om hans mor, vaskekonen, her

Snedronningen og grantræet

Samtidig med udgivelsen af “Snedronningen”, blev “Grantræet” også skrevet. Disse to kan sammenlignes, da fremstillingen af livsanskuelsen har visse ligheder. I sin skrivestil, vakler H.C. Andersen mellem de to modsætninger; optimismen og pessimismen. Der er ingen tvivl om Guds tilstedeværelse, og at der er en skæbnelagt vej for mennesket. Han skrev disse to eventyr i en feberrus i december måned i 1844.

Læs eventyret om Grantræet her

Alle disse elementer smitter af på fortællingen om “Snedronningen”. H.C. Andersen sætter sit fokus på udviklingen fra barndom til voksenlivet, og samtidig alle de eksistentielle spørgsmål, som dukker op på vejen. Eksempelvis troen på Gud. Begge karakterer, Gerda og Kay, formår at bevare deres tro på deres dannelsesrejser med det onde, som spiller dem et puds.
Hvis man beskæftiger sig med emnerne: dannelsesrejse og modsætningsforhold, kan man med god grund læse et udpluk af Hans Christian Andersens seks romaner, som f.eks. “At Være eller Ikke Være”, “O.T”, der netop omhandler disse emner.

Læs resumérne af romaner her

Modsætninger mødes – det ene ville ikke eksistere uden det andet

H. C. Andersen var igennem hele sit liv fascineret af eksistentielle spørgsmål om liv, død og Guds plads i menneskets liv. Han var desuden meget optaget af temaet “det onde”, dets tilstedeværelse og besværet med at udelukke det fra et menneskets eksistens. Ifølge H. C. Andersen vil det gode følge med det dårlige. Ud fra H. C. Andersens eventyr om Snedronningen, Gerda og Kay er det muligt at udelede at:
Barnets smukke livsanskuelse og eneste fokus på det gode forsvinder ved udviklingen til voksenlivet. Det vil pludselig være en realitet, at alt ikke kun er godt, da der med livet også følger dårlige ting. Det viser mørket og det dystre i Snedronningen, men heldigvis ender det med en lykkelig slutning, og det gode vinder alligevel over det onde.