H. C. Andersen bænk
H. C. Andersen bænk
Omkring Silkeborg, Slåensø og Åsen findes H. C. Andersen bænk. H.C. Andersens tur i 1853 gik bl.a. over Åsen øst for Slåensø. Åsen indgår i eventyret ”Ib og Lille Christine”, så måske har H.C. Andersen fundet inspiration til eventyret her, samtidig med en del andre eventyr.
Ved parkeringspladsen Svejbækvej er et træskilt, som viser vejen til H. C. Andersens bæk, udsigten og Slåensø ved Silkebog. Hvis den viste vej følges, ankommer man til punktet H.C. Andersens høj og bænk efter 400 m op ad bakke. I 1853 var en herlig udsigt over Silkeborgsøerne – i dag er skoven tæt bevokset med træer.
Skiltet og bænken er af nyere dato, og stien blev i 2005 – i forbindelse med H.C. Andersen året – renoveret. Der blev anlagt en ny vandresti af gul rute. Gul rute forbinder H. C. Andersens Bænk på Åsen med H.C. Andersens Bænk på Himmelbjerget.
Symboler kendt fra eventyr som “Den standhaftige tinsoldat” og “Svanen” og et portræt af H. C. Andersen ses på de røde markeringspæle, der viser vej.
Bænkens ægthed
Det er ofte blevet diskuteret, hvovidt bænken – H. C. Andersen bænk – ved Slåensø og Åsen er opfundet af eftertiden, men en brevkorrespondance mellem H C. Andersen og forlægger Otto Delbanco og et brev til Henriette Wulff bevidner bænkens ægthed.
Efter H. C. Andersen året i 2005 er det muligt at finde to steder ved Ry nær Silkeborg, der bærer navnet: H.C. Andersens Bænk. H. C. Andersens høj og bænk ved Slåensø menes at være det mest autentiske sted sammenlignet med H.C. Andersens bænk ved himmelbjerget.
Nedenstående brev er afsendt af H.C. Andersen fra Silkeborg den 31 August 1853:
” …. H. C. Andersens Bænk”, som De nævner, ligger særdeles malerisk, men Udsigten er næsten i Fugleperspectiv, og hvad der her er slemt, vi have Ingen, som tegner, kunde jeg selv gjøre det, da kjørte jeg strax derud og gav Dem den, nu bliver det kun med Ord jeg kan give Dem Stedet, uden at jeg dog vil nedskrive Navnet ….” .
Brev til Henriette Wulff, H. C. Andersens dagbog:
“Torsdag den 30. maj 1850.
Fiskede lige under Hjulet fire Aborrer, der slugte Krogen ned i Maven. – Meget varmt. Spadseret op paa Høiden over Silkeborg; over Søen seer man tæt ved Skov og store mørke Lyngbakker; en Mølle. Kjørt med Drevsen ud til Aasen. – Bøgen er saa frisk, vi kom over høie Marker; i en Bakke-Skrænt var mange Huller hvorinde Svalerne byggede. Kom igjennem en lille Landsby, der laae saa eensom nede; der gik brede sandede Veie op mellem Lyngbakkerne, de kjørende have selv ved at kjøre dannet Veien; Hjulene gaae dybt i. – Aasen løber et langt Stykke høit i Skoven, ikke meget bredere end en Vogn kan kjøre deroppe, og brat ned paa hver Side, som var det en kastet Vold; paa det yderste Punkt valgte jeg min Plads, her seer ganske skottsk ud; med Udsigt over Gudenaa; heelt op under Himmelbjerg og ned til Silkeborg, jeg skulde opkalde et Sted efter mig og bad jeg om Høiden her, der stod en Bænk, maatte kaldes »Andersens Høiland« [*]. – Vi kjørte ned af steile Skov-Veie. I Mosen, paa Hentouren saae jeg to sorte Storke, da jeg klappede, fløi den ene op i et nøgent Træ og pillede sig under Vingen. – Der er noget troldmæssigt at see en Skare af disse sorte Dyr spanke i de stille Moser. – Vi saae ud over Skove og Søer, den hele Aa synes en Kjæde af Søer mellem Skovene. I Horisonten steeg en tyk Røg, det var Hedebrand. – Ved Solnedgang blodrød Luft, Skovene bleve derved mørkere, Hederne mere sorte; det vrimlede med Oldenborg.”
Visit Andersen ved Slåensø, H. C. Andersen Bænk
