Jonas Collin
Mindedigt
skrevet i 1861
En kraftig Villie og et Hjerte stort
Og varmt for alt det Herlige og Rette
Fik Du af Gud. Du har din Gjerning gjort,
Den paa din Grav som Monument vi sætte.
Dit danske Sind var ei af mange Ord,
I Stilhed virked’ Du; nu bølger Sæden.
Tak for det meget Gode! Vidt det groer,
Mens Du som Christen vandrer ind til Glæden.
Paa Hjemmets Arne Ilden brændte ud;
Nu sidder Sorg i Sammenholdets Stue.
Din Længsel bar i Jesus Dig til Gud.
En Haandfuld Aske her Hist Livsens Lue!
Om Jonas Collin
Jonas Collin (6. januar 1776 i København 28. august 1861 sammesteds) var en dansk jurist og gehejmekonferensråd. Han var en indflydelsesrig embedsmand i enevældens sidste årtier. Navnet Collin er et tilnavn, som hans oldefar Baltzer Jensen fik, da han stammede fra byen Kolding.
Jonas Collin var eneste barn af inspektør for klasselotteriet Niels Collin (1736-97) og hustru Ingeborg Bolten (1735-1817). Jonas blev undervist hjemme indtil han i 1792 blev indskrevet ved Københavns Universitet. Herfra tog han juridisk embedseksamen i 1795.
Jonas Collin havde en lang række vigtige tillidsposter, bl.a. var han medlem af Det kongelige Teaters direktion. Jonas Collin huskes dog især for sin indflydelse inden for kunst og kultur. Han var mæcen for nogle af Danmarks mest kendte guldalder-digtere som H.C. Andersen, der var tæt knyttet til Jonas Collin og hans familie. Blandt dem, som Collin skaffede økonomisk og anden hjælp, var også Steen Steensen Blicher, Johanne Luise Pätges, senere Heiberg samt Severin From, der blev en kendt skakspiller.