Den grimme ælling

Skrevet af Sandie R. Olesen

Den grimme ælling er et af H. C. Andersens bedst kendte eventyr, derfor er det betegnet som en uundgåelig klassiker. Eventyret om den grimme ælling fra 1843 skal selvfølgelig være en del af vores julekalender. Den grimme ælling bliver kanøflet i andegården, fordi den er anderledes end de andre. Ællingen udvikler sig gennem modgang og livets prøvelser til en smuk svane – et ÆGTE eventyr.

Eventyret – Den grimme ælling – på siden forefindes en lille adaptation i form af en tegnesfilm.

Selvbiografisk fortælling

Fortællingen om H.C. Andersen anses som selvbiografisk. Ællingen var ligesom H.C. Andersen en outsider, der ikke blev accepteret i sit opvækstmiljø. Andersen kom fra en fattig familie i Odense, og folk kaldte ham en “særling”, fordi han hellere ville høre historier og lege med teater end at lege med sine jævnaldrende.

Læs mere om H.C. Andersens selvbiografier

Ællingen og H.C. Andersen forlod deres hjem. H.C. Andersen var 14 år, da han rejste til København for at prøve lykken som kunstner. Både ællingen og den unge Andersens liv ændrede sig radikalt ved deres rejser. Begge mødte de folk på deres vej, som ville prøve dem af, give dem modstand, men også folk som ville hjælpe dem og satte deres lid til dem. F.eks. Den gamle kone og Jonas Collin.

I København tog det tid og kræfter for, at Andersen blev accepteret som forfatter og kunstner. Flere gange fik han afslag, både fra teateret og som balletdanser.

“At rejse er at leve” – H.C. Andersen

H.C. Andersen rejste ikke blot til København. Efter hjælp fra bl.a. Collin havde Andersen mulighed for at rejse til det store udland. I et af sine mange forsøg på at blive anerkendt og berømt skrev Andersen sin første roman “Improvisatoren” ud fra hans første udlandsrejse. Romanen var en genre som Andersen ikke havde beskæftiget sig med før.
Andersen var en intens oplever af verden. han har skrevet citatet: “At rejse er at leve”. Selvom Andersens begejstring for at rejse var stor, og han elskede de mange forskellige folk, som alle havde flere forskellige opfattelser. Dette bevidnede ham om, at der ikke er ét rigtigt sted, men mange steder. H.C. Andersen skrev om dette:

“Den lykkelige Erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom Kunsten og Livet er blevet mig klarere, desmere Solskin er der udenfra strømmet ind i mit Bryst; hvilken Velsignelse er ikke opgaaet for mig efter tidligere mørke Dage. Ro og Forvisning er kommen i min Sjæl; en saadan Ro lader sig imidlertid godt forene med det vexlende Reiseliv; der var en Tid, jeg følte mig saa haardt trykket og forpiint herhjemme, at det at være ude var idetmindste en Ophør af at lide – det Fremmede fik herved en Fredens Glands, jeg fik det kjært, og da min Natur er at slutte sig let til Menneskene, der da igjen give Tillid og Hjertelighed, saa følte jeg mig ude vel og kom der gjerne.”

Ude godt, men hjemme bedst

Men ligesom ællingen til slut i eventyret ender hjemme tilbage ved andegården, endte H.C. Andersen altid hjemme. H.C. Andersen længtes altid efter sit fædreland, når han var væk hjemmefra i længere perioder, derpå er digtet “I Danmark er jeg født” skrevet.
Den grimme ælling og H.C. Andersen måtte så grueligt meget igennem, men til slut anerkendes ællingen at være født som en svane, og Andersen anerkendes som et født og nu udfoldet digterisk geni.

 “Det gør ikke noget at være født i Andegaarden, når man kun har ligget i et Svaneæg”.

Læs mere om H.C. Andersens selvbiografier

Om eventyret og udgivelse

Eventyret “Den Grimme Ælling” er udgivet for første i gang 1843 og senere udgivet som en del af “Nye Eventyr, Første Bind, Første Samling, 1844”.