Hans Christian Andersen Literature Award
Om Hans Christian Andersen Literature Award
Hans Christian Andersen Literature Award er en pris bestående af en bronzeskulptur, et diplom ”The Beauty of the Swan” samt en check på 500.000 kr. Bronzeskulpturen forestiller Den Grimme Ælling, og er udført af billedhugger Stine Ring Hansen, Raadvad.
I traditionens ånd komponeres et nyt stykke musik til ære for vinderen af prisen. Dette stykke musik bliver opført under ceremonien, hvor prisen overrækkes. Efter overrækkelsen af prisen giver prismodtageren en forelæsning enten på Syddansk Universitet, Odense Rådhus eller Odense Koncertsal. Denne forelæsning kan overværes af alle interesserede.
Komiteen bag prisoverrækkelsen:
- Jens Olesen, konsul, São Paulo, Brasilien (formand)
- Birgitte Bøgh-Sørensen, ejer af firmaet Orifarm, Odense
- Anne-Marie Mai, professor i litteratur, SDU, Odense
- Benny Nybo, redaktør og fotograf, Odense
- Villy Petersen, fundraiser, tidl. direktør i Odense Kommune
- Stig Nordestgaard, komponist, Odense
Historien bag prisen
Benny Nybo, komitémedlem, sad under en sommerferie i Spanien og læste en bog af forfatteren Paulo Coelho. Bogen gjorde så stort indtryk på Benny Nybo, at han besluttede sig for, at han ville invitere forfatteren til Odense. På daværende tidspunkt var Jan Boye Odense bys borgester. Jan Boye kunne godt lide ideen om Paulo Coelhos besøg, og sendte ham derved en officiel invitation.
I 2007 var Odense Rådhus fuldt pakket, da Coelho endelig kom til Odense og modtog Honorary Awarden fra borgmesteren selv. Awarden bestod af en bronzeskulptur ”Svanen” af billedhuggeren Stine Ring Hansen, et Svanediplom samt en sang komponeret specielt til forfatteren. Sangen, skrevet og komponeret af Stig Nordestgaard, fik titlen ”The Beauty of the Swan” og var inspireret af H.C. Andersen eventyret ”Den grimme ælling”. Den blev uropført ved prisoverrækkelsesceremonien af sopran Susanne Elmark og baryton Jesper Buhl.
Ved sin gæsteforelæsning beskrev Paulo Coelho hudløst ærligt sin meget vaskelige barndom og han kommenterede på ”The Alchemist”, en magisk fortælling knyttet til H.C. Andersens eventyr.
Ved denne forelæsning blev Benny Nybo desuden også opfordret af ham til, at fortsætte sit arbejde med Litteraturprisen, da ”verden har brug for forfattere” som han så fint formulerede det.
Da Paulo Coelho havde signeret de flere hundrede tilhøreres bøger modtog han en svanefjer støbt i bronze af billedhuggeren Jens Galschiøt sammen med en ægte svanefjer. Paulo Coelho havde nemlig et sted i en af sine romaner skrevet, at inspirationen til hans forfatterskab ofte er forbundet med en fjer. Efterfølgende har han skrevet bogen ”Inspiration” med en række buddhahistorier, hvor et af kapitlerne simpelthen er en omdigtning af eventyret ”Den grimme ælling”, dog fortalt med hans egne ord.
Efter det meget vellykkede besøg af Paulo Coelho foreslog Jens Olesen oprettelsen af en stor international pris med navnet Hans Christian Andersen Literature Award. Prisen skulle ud over bronzeskulpturen bestå af kr. 500.000. Odenses borgmester, Jan Boye, godkendte ideen og gav sin fulde støtte til projektet fra Odense Kommune.
Prismodtagere af Hans Christian Andersen Literature Award
- 2007 Paulo Coelho
- 2010 J.K. Rowling
- 2012 Isabel Allende
- 2014 Salman Rushdie
2007 Paulo Coelho
Paulo Coelho (født 24. august 1947 i Rio de Janeiro) er en brasiliansk forfatter.
Coelho har udgivet en række bøger, og er mest kendt for sin bog O Alquimista (på dansk Alkymisten), som er blevet udgivet på 56 sprog. Alene i Brasilien blev den solgt i over 2 mio. eksemplarer. Hans næstmest berømte bog er Onze Minutos (på dansk Elleve minutter). Coelho har fået en række internationale udmærkelser, bl.a. Crystal Award fra World Economic Forum, og den højeste franske orden, Æreslegionen.
Coelhos bøger er solgt i mere end 56 mio. eksemplarer verden over.
Paulo Coelho besøgte Odense i dagene 28. marts til 3. april 2007 for at modtage prisen. Et 5-dages besøg hvor han var inviteret til at bo på Egeskov Slot inviteret af greveparret Caroline og Michael Ahlefeldt-Laurvig Bille.
Paulo Coelho kvitterede for gæstfriheden på Egeskov Slot ved at invitere greveparret til Østrig samt at give os rettighederne til at skrive en musical baseret på hans bog “Elleve Minutter”. Forestillingen havde premiere på Den Fynske Opera d. 16. marts 2010 med mezzosopranen Anne Refshauge i hovedrollen.
2010 J.K. Rowling
Joanne “Jo” Rowling (gift Murray, født 31. juli 1965) er en britisk forfatterinde, almindeligt kendt som J.K. Rowling.
Rowling er forfatter af fantasy-serien Harry Potter, der har fået international anerkendelse og vundet flere priser.
Harry Potter bøgernes skaber J. K. Rowling besøgte Odense d. 19. oktober 2010 og det blev en verdenssensation. Ca. 140 medier verden rundt skrev og berettede om den store forfatters besøg – og Odense by henlagde den årlige Harry Potter-festival til tidspunktet for Rowlings besøg.
Det var H.K.H. prinsesse Marie der overrakte prisen til J. K. Rowling og Odense Symfoniorkester spillede “The Beauty of the Swan” akkompagneret af et pigekor på 100 unge piger. Rådhushallen var omdannet til den store sal i “Hogwart Castle”, hvor J. K. Rowling læste op for 300 Harry-Potter-klædte børn og svarede på deres spørgsmål.
2012 Isabel Allende
Isabel Allende Llona (født 2. august 1942 i Lima, Peru) er en chilensk forfatter. Allende, som skriver magisk realisme, er en af de største forfattere i Sydamerika. Hendes far er fætter til Chiles tidligere præsident, Salvador Allende.
Hun blev verdensberømt med debutromanen Åndernes Hus fra 1982 som er filmatiseret af danske Bille August.
Den verdensberømte chilenskfødte forfatter Isabel Allende modtog Hans Christian Andersen Litteraturpris den 30. september 2012.
Isabel Allende har gennem mange år haft stor litterær betydning for læsere over hele verden. Derfor var det en stolt priskomité, der via Fyens Stiftstidende meddelte verdenspressen, at den chilenskfødte forfatter har sagt ja til at modtage Hans Christian Andersen Literature Award 2012 i Odense.
2014 Salman Rushdie
Sir Salman Rushdie (født 19. juni 1947 i Bombay, Indien) er en forfatter af fiktion, hovedsagelig foregående på det indiske kontinent. Han voksede op i Bombay, men afsluttede sin eksamen på King’s College, Cambridge, England.
Hans værker bevæger sig i grænselandet mellem mange forskellige genrer, som magisk realisme, postmodernisme og postkolonialisme. Rushdies måde at bruge sproget på er levende, udfordrende og legende, og han eksperimenterer ved blandt andet at blande det engelske sprog med udtryk hentet fra andre sprog, især urdu/hindi.
Motivationen for at tildele Salman Rushdie prisen er, at han er en uforlignelig fortæller, som med en blanding af verdensvendt realisme og eventyrlig fabuleren skildrer rejsens og kulturmødernes betydning for vores samtid og dermed beriger verdenslitteraturen. Salman Rushdie deler glæden ved den eventyrlige fortælling med H.C. Andersen.
Salman Rushdie lever således på alle måder op til prisens formål, som er at fejre H.C. Andersens betydning for verdenslitteraturen ved at vælge prisvindere, hvis forfatterskab kan knyttes til H.C. Andersens navn og livsværk f.eks. gennem genremæssige ligheder eller fortællerkunstneriske kvaliteter. Salman Rushdie modtager prisen i Odense den 17. august 2014.
Hans Christian Andersen Literature Award 2014
Den 17 august 2014 blev Hans Christian Andersen Literature Award overrakt til Sir Salman Rushdie af H.K.H kronprinsesse Mary ved et fantastisk åbningsshow af H.C. Andersen Festivals i Odense Koncertsal.
Motivationen for at tildele Sir Salman Rushdie prisen var, at ”han er en uforlignelig fortæller, som med en blanding af verdenskendt realisme og eventyrlig fabuleren skildrer rejsens og kulturmødernes betydning for vores samtid og dermed beriger verdenslitteraturen”(andersen-award.com). Sir Salman Rushdie deler begejstringen af eventyrlige fortællinger med H.C. Andersen.
Sir Salman Rushdie udtalte umiddelbart efter overrækkelsen:
“It’s a great honor to receive this award named for a writer as original and important as Hans Christian Andersen. His work always fascinated me and stimulated my own imagination, both as a young reader and as an adult, and he was one of the writers I thought most about when I came to write my own two books for younger readers. Denmark has always been kind and receptive to my work and I’m delighted that I’ll be with you all this August. Many thanks.”