21. december – Børglum Kloster
21. december – Børglum Kloster
Skrevet af Eva Munk Nielsen.
Så nærmer vi os den søde juletid og i hele december måned, får vi ofte dejligt gensyn med kære venner, juletraditioner og hertil hører danske julekalendere til, som vi hver dag kan følge i fjernsynet, imens spændingen stiger. Der findes mange gode og for et par år siden, blev “Ludvig og Julemanden” lavet, og den finder sted på Børglum Kloster, så både jul, danske traditioner, nisser, historier og kultur har indflydelse i julekalenderen. Børglum Kloster er et tidligere kloster og hovedgård, som stammer fra 1200-tallet og her er mange skatte at finde rundt på hele klosteret. Der er forskellige historiske udstillinger, en udstilling med objekter og billeder fra “Ludvig og Julemanden” og en smuk kirke, som befinder sig som en del af klosteret.
H.C. Andersen besøger Børglum Kloster
Som besøgende er der rig mulighed for at gå på opdagelse, og her kommer H.C. Andersen ind i billedet. Han besøgte nemlig selv Børglum Kloster i forbindelse med sin rejse til Jylland. Han opholdt sig på Klosteret fra d. 31. juli-10.august i 1859. Han besøgte desuden også de omkring liggende steder: Løkken, Rubjerg Knude og Hjørring. Han skulle i forbindelse med sit besøg have haft en frygtelig forkølelse, som gjorde ham sengeliggende (eftersigende på første sal i sengen ved første vindue på venstre hånd). Han har ført dagbog på sin rejse og beskriver bl.a. kirken: “Børglum ligger høit; Gangen hvor jeg boer fører til Kirken, men Døren der er tilmuret; hørt Orgelklang og sang; spadseret paa Gruusbanken, Kirkegaarden og ind i Haven, der ikke er stor, følt mig en Deel nerveus, Vinden ligesom gik gjennem Nærvetraadene. -Opad Dagen blev det Regn, den fyger hen over Dalen, slaaer mod Ruderne, Vinden tuder og piber som om Efteraaret. Her er høit til Loftet, en snever lang Gang med svære Bjælker i Loftet og smaae Vindues Karme; jeg har fra mit Vindue Udsigt til Lykken, og da det er et Hjørne Værelse, seer jeg fra det andet Vindue Kirken hvor den støder op til Gaarden, den staaer saa øde i den Træløse Egn ved den store gjennem gravede Gruusbanke, som en dyb sandet Vei fører tæt forbi. Et Par Hyldetræer uden for Vinduerne, stort udstrakt, Læst for Familien, Regnveir; min Forkjølelse taget til og derfor Punsch paa Sengen.”
Læs hans dagbog fra besøget på Børglum Kloster
Ludvig & Julemanden
Julekalenderen blev produceret og sendt første gang på TV2 i 2011. Historien udspiller sig på Børglum Kloster. Biskoppen Stygge Krumpen var ikke kun en fiktiv person i julekalenderen, men også den sidste biskop på Børglum Kloster. Han spiller en væsentlig rolle som den rolle i julekalenderen. Flere kendte danske skuespillere medvirker i julekalenderen, bl.a. Lars Hjortshøj og Andreas Bo Pedersen.